Spain VoxHall, Aarhus, søndag d. 13. maj 2012

Spain tog Aarhus med en stille storm

VoxHall i Aarhus åbnede søndag dørene for en koncert med det amerikanske band Spain. Bandet er kendt for sine langsomme, indadvendte og blå sange, der kredser om de melankolske toner og ord.

Klokken 20.15 sneg bandet sig nærmest ubemærket ind på scenen med "the sultan of slow" Josh Haden i front. Med et enkelt hello startede musikken og Josh Hadens karakteristiske stemme sendte starten på "It's So True" ud til det spændte publikum.

Koncert i to sæt

Hele første sæt af koncerten bestod af debutalbummet, "The Blue Moods Of Spain" fra 1995, der blev spillet i sin helhed, mens andet sæt var et udpluk af numre fra bandets andre albums, deriblandt det netop udsendte "The Soul Of Spain".

Det var klart første sæt med de gamle sange, der fungerede bedst. Her var højdepunktet maratonnummeret "World Of Blue" og det indtrængende "Spiritual".

"World Of Blue" er et typisk Spain-nummer, som kredser om farven blå, og det helt store klimaks i nummeret er det fantastiske mellemspil, hvor musikerne får lov at give los for deres store evner. Under søndagens koncert bankede mellemspillet ud over scenen og tryllebandt det benovede publikum i en grad, kun de færreste formår.

Det introverte band

Mellem numrene var der ud over lyden af stemninger af guitarer og bas totalt stille. Det blev nærmest komisk, at forsanger Josh Haden virkede ekstremt forpustet og nervøs mellem numrene. Ofte så man ham tage en dyb indåndning for at puste langsomt ud igen. Her kunne man have håbet på lidt historier eller bare en enkelt anekdote om et par af numrene.

Men Spain er bare Spain. De er et stille band, som spiller deres musik, og det er det de stiller sig på scenen for at gøre.

Da Josh før det eneste ekstranummer sagde tillykke til alle mødre i anledning af mors dag, var det meget overraskende, men fint var det.

Det var fans, der var til koncert på VoxHall

En koncert med Spain risikerer nemt at blive ødelagt af et højrøstet publikum, der helst ville have været til en koncert med et bombastisk band med ekstravagant sceneshow og hårdtpumpende trommer. Sådan var det heldigvis ikke på VoxHall. Det var fans, der havde fundet vej til spillestedet, og der var nærmest tale om en ophøjet benovet stilhed fra publikum, som var med til at sætte en unik stemning. Det skal publikum have stor ros for.

Fantastisk koncert

Alt i alt var det en fantastisk oplevelse med et indadvendt band, som er meget mere end de giver sig ud for at være. En koncert, som var bedre i starten end i slutningen, men som hele vejen holdt et højt niveau, som man føler sig heldig over at have oplevet. En koncert, man gik fra som et bedre menneske, end man var, da man kom.

Spains musik kan bedst beskrives som musik, man kan lukke øjnene til uden at falde i søvn, eller som en kop varm suppe på en vinterdag. Det føles bare godt.

Spain kan opleves igen i Bremen i København i aften, og det kan absolut anbefales.

 

Bjarke Kirkegaard Nielsen